søndag den 7. september 2014

SUNDAY SIMPLICITY

sunday simplicity 1.1
sunday simplicity 1.2

Mod min vilje er det ikke blevet til den helt store aktivitet herinde på bloggen i denne uge. Min tid er blandt andet gået med at indstille mig på, at min kæreste tager til Sydafrika på torsdag, og først vender snuden hjem igen om to måneders tid. Derudover er det blevet til en torsdagsbytur med veninderne og en del arbejde her i weekenden. Og NU har jeg så tid til at slappe af, forberede mig på en ny uge og se hammer mange serier. Og at blogge, selvfølgelig.

Jeg har før nævnt, at det simple men fuldførte look tiltaler mig. På ovenstående collage har jeg derfor samlet lidt inspiration fra min tumblr. Det kan være, at jeg skal gøre det til en fast søndagsrutine, at dele lidt inspiration til det enkle look? Lad mig høre, hvis I kan lide det.

Jeg er faldet pladask for kombinationen af jeans og bælter, så jeg må inden længe have investeret i et lækkert bælte. De monokrome, ternede bukser på et af billederne er altså også helt fantastiske, synes I ikke?! Nogle, der ved hvor man kan købe et lignende par?

P.s. Er min collage ikke flot? Jeg skal godt nok lige vænne mig til at sætte sådan noget sammen, for det skal jo også gerne være en smule pænt. I har bare at mene, at det er flot sat sammen ;) For lige at vende tilbage til alt det her med opstarten af bloggen, så ville jeg virkelig sætte pris på, hvis I vil give lidt respons på mine indlæg. I kan fx "like" et indlæg på Bloglovin', hvis I synes om det. Så kan jeg bedre fornemme, hvilke indlæg I bedst kan lide. Ja og så skal i jo altid være velkomne til at smide en kommentar!

torsdag den 4. september 2014

EN AF DE DAGE


Kender I de dage, hvor alting rent ud sagt er noget lort, og hvor intet fungerer? De dage, hvor bumserne bryder ud, håret er fedtet, køleskabet er tomt og hvor utilfredsheden tager over. Alt sammen på en gang. Sådan en dag har jeg i dag. På sådanne dage forvandler jeg mig til en lille djævel. Jeg er på vagt overfor alt, og kan hurtigt fange hvert et indtryk, der kan opfattes på en negativ måde. Jeg bliver en lille tikkende bombe, der til hver en tid kan springe i luften. Råbe, skrige, græde. Nogle gange fordi mor spørger på det forkerte tidspunkt, om jeg har haft en god dag, andre gange fordi håret ikke sidder helt som det skal. Og nogle gange bare fordi. 

Det må være bestemt af skæbnen, at min dag i dag ikke skulle være fremragende, for selvom jeg vågnede op ved siden af verdens dejligste kæreste, blev omfavnet og kysset godmorgen, så var min start på dagen bare ikke god. Jeg var stresset, over hvad ved jeg ikke, og mine tanker fløj rundt som en anden bisværm. Og sådan er det jo bare engang imellem, men for søren, hvor synes jeg, at jeg har mange af de dage for tiden. Ofte har jeg alt for mange tanker på en gang; alt for mange ting jeg gerne vil nå, lidt for høje krav til mig selv, og mixet med lidt usikkerhed er det altså ikke en god cocktail. Så kan tankerne hurtigt løbe af med mig, og hvis de først får lov til det, så kan jeg lige så godt vinke af til resten af dagen og sige pænt hej til Netflix og dyner i lange baner, for at få ro i hovedet. 

Jeg bliver nogle gange ramt af en følelse af, at jeg står fuldstændig stille i mit liv. Jeg føler mig utilstrækkelig, nyttesløs og på virkelig usikker grund, men i stedet for at trække vejret en ekstra gang og se det hele i et lidt større perspektiv, så begår jeg den samme dumme fejl. Hver gang. Jeg panikker, nægter at finde mig i det og forsøger derefter at bevæge mig alt for hurtigt. Jeg sætter for mange ting i gang, for mange mål, for mange tanker, for mange ønsker. Og så kan jeg altså lige så godt melde pas, for jeg ved udemærket godt, at jeg ikke kan opnå alle de ting på en gang. Alligevel kører det bare i ring, og jeg kan genkende det hver eneste gang jeg står i situationen.

Så sidder jeg her, og tænker, at nu er jeg ih og åh så bevidst om, hvad det egentlig er der sker, og derfor kan jeg sagtens håndtere det på en anden og bedre måde næste gang. Men nej, sådan er det jo for fanden ikke.. Kender I det? Følelsen af at sidde fast. At slippe af med noget, selvom man udemærket godt ved, at det vender tilbage igen. 

I forhold til bloggen var planen i dag egentlig, at jeg gerne ville have planlagt et par indlæg. Om weekenden i Göteborg og sådan. Det har jeg desværre ikke haft overskud til, jeg endte i en helt anden grøft og derfor får I dette indlæg i stedet. Det kan ikke altid være som man gerne vil have det. Nu vil jeg lave en stor kop te, smide mig på sofaen og slappe lidt af, før jeg senere på aftenen skal drikke drinks og spille kort med et par veninder. Og måske danse hele natten lang. Mon ikke det hjælper?

P.s. Hvis I ikke har fanget det, så er billedet ret ironisk i denne kontekst. Jeg kan fortælle jer, at det absolut ikke virker. Bum.

onsdag den 3. september 2014

CRAVING: HIGH NECKED KNITS

CRAVING: knits

CRAVING: knits by simonelaursen 

Efter en weekend med veninder, shopping, drinks og adskillige kaffepauser på diverse cafeer, er jeg nu tilbage fra det svenske igen. Jeg følger op senere og fortæller lidt om turen.

Vejret var udemærket i Göteborg, men vi måtte alligevel udstyre os med en stor strik eller et halstørklæde for at holde varmen. Det var ovenikøbet også en god undskyldning for at dreje ind på en af byens mange hyggelige cafeer, slå numsen i sædet og drikke en stor kop kaffe.

Der var en del lækre og stilfulde kvinder i det svenske gadebillede, og det var på en eller anden måde dejligt, at se hvordan strik og pels tog over i stedet for blottet skind og tynde materialer. Jeg er især forelsket i høje halse, rullekraver og i det hele taget store strikke, og jeg skal helt sikkert have anskaffet mig en af ovenstående dette efterår. I kan klikke på billedet for at se, hvor de forskellige er fra. 

torsdag den 28. august 2014

FALL WARDROBE

fall wardrobe

fall wardrobe by simonelaursen

Jeg elsker solrige dage og varme nætter højere end noget andet, men jeg må også indrømme, at efteråret virkelig er en hyggelig tid på året. Regn på vinduet, film i kassen og varm kakao i kruset. Med ekstra meget flødeskum.

På collagen ovenover kan i se lidt af mine efterårsfavoritter. Jeg skal klæde mig i solide, højhalsede strikke, bløde læderbukser, herreinspirerede frakker og matchende sæt i blødt silke. Jeg har for længe siden forelsket mig i de solide strikke og høje halse, og jeg glæder mig til at dyrke denne tendens endnu en gang. Når det kommer til strikke, så er det altså Acne, der sidder på tronen. Jeg vil gerne have fingrene i alle fire fra collagen. Et andet item, der skal være en del af min garderobe dette efterår, er et par læderbukser. Disse er fra nué notes og ser helt fantastiske ud. Sidst men ikke mindst er jeg faldet pladask for det stribede sæt, også fra nué notes. Alt sammen skal tilsættes enkle detaljer, tynde armbånd og halskæder og måske det smukke ur fra Larsson & Jennings, hvis det når min smykkesamling i tide.

onsdag den 27. august 2014

OM AT DEFINERE SIG SELV


Jeg vil godt vædde en hund på, at I før har fået smidt i hovedet, at I skulle beskrive jer selv med tre ord. Ellers har I  i hvert tilfælde stået i en lignende situation. Hamrende træls, ik? Eller er det kun mig, der synes, at det er irriterende svært at beskrive sig selv? 

Som tiden går bliver jeg mere og mere opmærksom på mig selv. Opmærksom på mine behov, mine værdier, mine talenter og tja, også de ting jeg bare er hammer elendig til. Alligevel har jeg virkelig svært ved beskrive mig selv, hver eneste gang jeg bliver bedt om det. Hvorfor skal vi også kunne det? Folk må da bare åbne op for øjne og ører og fange det selv, tænker jeg til tider. Og så alligevel, så er det da en kæmpe stor gave, hvis man er i kontakt med sig selv, har en indre ro og ved, hvad man står for og hvad man er.

Kodeordet må være udvikling. Jeg træder snart ind i mit tyvende år (når jeg fylder 19, er det ikke rigtigt nok?), og selv om jeg i øjeblikket ikke føler stabilitet og ro, så kan jeg sagtens se, hvilken udvikling jeg har været gennem i mine teenageår. Man skal lige prøve lidt af hvert. Fra Björn Borg underbukser (jeg var ikke den eneste!) til papirstynde g-strenge, for herefter at erfare, at jeg egentlig er mere til det lige midt imellem de to modpoler. Og ovenpå den erfaring, så opbygges der en følelse af tryghed og sikkerhed på lige netop det punkt, man har eksperimenteret med. Jeg ved det er et lidt lamt eksempel, men sådan tror jeg egentlig, at det er med de fleste ting. Det skal prøves af, man søger ekstremer og overskrider grænser, og derigennem finder man ud af, hvad der stemmer overens med ens personlighed.

Så kan man sidde her i mellemtiden, og beundre de selvsikre kvinder, der lynhurtigt kan fyrre et par linjer afsted om deres målrettede personlighed og deres alt for perfekte jetsetterliv i månedens udgave af ELLE. Ønske at man kunne være Elin Kling eller Pernille Teisbæk. Selvom de ser perfekte ud og nærmest breder en helt sky af ro, så er det altså lige med at huske på, at enhver kvinde har sine utilpasheder og skønhedsfejl. Hvis ikke i hvert fald den månedlige dolomiodag, hvor ellers bundfaste holdninger udskiftes lige så hurtigt som kæresten sendes afsted mod Aldi efter selvmedlidenheds-chokoladen. 

Vær ikke bange, det skal nok komme. Jeg kan mærke, at jeg er i en periode hvor jeg virkelig skal lytte til mig selv, for at finde ud af, hvad der er mig. Erfaring er et vigtigt ord i hele dette spil. Så.. Nu har jeg fundet ud af, hvilket undertøj jeg føler mig tilpas i. Det er da en start, at jeg kan kalde mig selv hipster-tilhænger (altså om undertøjet) som et af de tre beskrivende ord.

tirsdag den 26. august 2014

STORBYFERIE

big city
big city by simonelaursen

Berlin i rivende solskin eller Paris i brune, gule og røde efterårsnuancer. Det er sæson for storbyferier året rundt, og derfor tænkte jeg, at det var passende med et hvordan-skal-jeg-pakke-for-at-overleve-indlæg, nu hvor jeg selv skal til at have gang i hele pakkeprocessen endnu en gang. Her kommer et par ord om, hvordan jeg vil pakke til Göteborg.

Invester i en lækker kuffert eller weekendtaske, som kan bruges om og om igen. Jeg har arvet en weekendtaske fra min faster, som jeg virkelig er glad for. Den er i kernelæder, knap fyrre år gammel, tilpas slidt og i en god størrelse.

Alt afhængig af transporttiden, så medbring musik, en bog, magasiner og måske et spil kort. Bøger og magasiner er også fantastiske, hvis man trænger til et break fra seværdigheder. Sæt dig/jer på en hyggelig cafe, bestil en kop kaffe og nyd storbyatmosfæren med lidt læsestof ved hånden.

Gør som vi altid gør og pak Sex and the City boksen. Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha er altid gode til at underholde. Mine veninder og jeg har i hvert fald erfaret, at serien kun bliver endnu bedre, når man kommer lidt uklar hjem fra byens gader og ikke har lyst til at sove.

Pak de uundværlige assecories. For mig er dette en taske i tilpas størrelse, solbriller, ur, et tørklæde og selvfølgelig et kamera. Køb evt. et engangskamera inden afgang, det er fantastisk til at fange stemningen (da man ikke kan se billederne og tage dem om igen), og resultatet er yderst mindefulde billeder.

Tag et par komfortable sko med. Når man besøger en storby kommer man, lige meget hvad, til at gå rigtig meget. Så er det altså æv at have taget garderobens nyeste stiletter på, og ødelægge både fødder og sko. MEN tag alligevel et par klassiske, spidse stiletter med in case og emergency. Det kan jo være, at I skal ud at nyde et par drinks eller tjekke klubberne ud (selvfølgelig skal man det).

Når det kommer til beautyprodukter pakker jeg også lidt men godt. Først og fremmest en ansigtscreme, concealer, mascara og parfume. Derudover synes jeg det er rart at have lakerede negle, og hvis der er plus på overskudsfronten, er det jo fantastisk og sofistikeret, hvis de matcher den røde læbestift man svinger på læberne om aftenen. Desuden synes jeg det er rigtig rart at have en god håndcreme og en hårbørste med i håndtasken. Rejser du i sommerhalvåret, så husk endelig solcremen, måske endda også i ansigtet, hvis det er vinter.

Sidst men ikke mindst: beklædningen. Her skal du virkelig tænke over, hvilken tid på året det er. Tjek temperaturen på destinationen ud inden du pakker dit tøj. Er det vinter, så husk en god jakke, tørklæde og handsker. Evt også en hue. Tænk smart og tag flere lag på, så du hurtigt kan smide lidt af tøjet når du træder ind på et museum eller en cafe. Er det sommer, så pak let tøj, men pas alligevel på ikke at være for optimistisk. Selv foretrækker jeg at medbringe et tørklæde, som hurtigt kan give lidt varme og på samme tid ser smart ud. Sidst men ikke mindst, så skal dit tøj være komfortabelt. Du bevæger dig dagen lang, og derfor er det vigtigt, at man føler sig tilpas. 

UPDATE

tuesday

Hvad så, er I derude? Jeg må ærligt indrømme, at jeg indimellem lige skal nive mig selv en ekstra gang i armen og huske mig selv på, at hele det her blog-halløj lige skal i gang. Ikke fordi, at jeg har mistet lysten til at blogge, men bare fordi, at der er rigtig meget usikkerhed, tvivl og forvirring forbundet med opstarten af en blog. Det hele skal jo lige i gang. Jeg skal vænne mig til det, finde ud af hvordan det hele fungerer bedst, og I skal jo også lige lære mig at kende, introduceres til mit lille univers.
Indtil videre kan man vist godt sige, at indholdet har været godt blandet, fra materielle ønsker til tanker om hele min situation lige nu. Jeg håber, at jeg stille kan få samlet en lille flok læsere, og at I får noget ud af, at jeg deler mine tanker med jer. Det er bare lige det der med at huske på, at man ikke skal give op alt for hurtigt. Det hele kommer jo ikke på en gang. 

I skrivende stund sidder jeg over morgenmaden og tænker ugen igennem. Jeg tror jeg har nævnt, at jeg fungerer bedst når jeg kan planlægge og have overblik, hæ. Weekenden har for mit vedkommende stået på catch-ups med veninder, lækker mad, snak i lange baner, familiefødselsdag og Prison Break under dynen med min kæreste. Hvorfor har jeg været så langsom til at komme i gang med alle de gode serier??!!!

På torsdag vender jeg som sagt snuden mod Göteborg, og indtil det skal min tid gå med at skrive og aflevere ansøgninger. Jeg skal have fundet noget mere arbejde, indtil jeg finder ud af, hvor jeg gerne vil rejse hen. Og så skader det da heller ikke, hvis der kommer lidt ekstra på kontoen... Nu vil jeg drikke min morgenkaffe og se om jeg kan finde ud af at planlægge lidt indlæg til jer, så bloggen ikke står helt stille mens jeg er afsted i weekenden. Jeg ville ønske, jeg kunne nyde min kaffe i stuen på ovenstående billede, med grøn udsigt og lækkert lysindfald. Og at jeg var iført det enkle, men smukke outfit på billedet ved siden af. Hav en rigtig dejlig dag!

Husk på, at I kan følge med på Bloglovin', hvis I kan lide mine skriblerier.

lørdag den 23. august 2014

VOKSENLIV

Som så mange andre begynder jeg nu et helt nyt kapitel af mit liv. Min gymnasietid, de sidste tre år, har været fyldt med fest og farver, utallige byture, nætter med afleveringsskrivning og sociale relationer at møde op til fem ud af ugens syv dage. Selvom jeg som gymnasieelev følte, at det til tider var hårdt, at der var mange beslutninger der skulle tages og meget ansvar placeret på skuldrene, så har det været tre år i trygge og stabile rammer. Selvfølgelig har der været op- og nedture. Jeg har tudet og grædt og bandet over den fandens SRP, det hele har været uoverskueligt og lærerne har været pisse uretfærdige og hamrende irriterende. Ik? Men kun i perioder. Og hvem har ikke det? Det har også været tre år, hvor jeg har udviklet fantastiske venskaber, åbnet mig op for verden og er blevet meget mere bevidst om verden omkring mig og ikke mindst mig selv. Nu, hvor jeg står med et eksamensbevis og ikke ret meget andet i hænderne, kan jeg virkelig se, hvor trygt og godt jeg har haft det i de tre år. 

På samme tid med skolegangens udskiftning med arbejde og SU'ens forsvinden, så ændres mine tanker, ønsker og behov virkelig. Måske mest af alt fordi det først er nu jeg indser, at jeg har hele verden foran mig. Jeg har hele tiden været bundet på en eller anden måde. Først ti år i folkeskolen og herefter direkte ind i gymnasielivet. Hold kæft hvor har det været let. Nu står jeg helt uden noget, kun med lidt begrænset arbejde og alt for meget fritid. Og så er det jo, at man virkelig skal til at mærke efter, hvad det er man brænder for og gerne vil nå, mens man er fri som en fugl.

Mine sociale relationer udsættes også for en prøve. De opløses ikke, men de skal sgu plejes på en anden måde og det kræver tid og vilje. Nu står jeg med en veninde i USA, en i Sydamerika de næste tre måneder, en rejser til Australien som au pair, og sådan kunne jeg blive ved. Hende i USA flytter forresten lige til Tyskland bagefter, jaja, bare fordi hun har lyst. Det er jo sådan noget der rent faktisk er en mulighed nu. 

Her sidder jeg. Jeg ombestemmer mig hver dag. Den ene dag vil jeg rejse til New York, den anden dag vil jeg være coach på en surf- og vandsportsskole nær Cape Town, og den tredje vil jeg bare flytte hjemmefra, have min egen lille oase, og starte et studie så snart jeg ved, hvad jeg gerne vil. Jeg er forvirret, halvglad og meget ubeslutsom. Det er som om, alt hele mit liv lige nu bliver proppet ned i en lille pose og rystet godt og grundigt. Hver dag. Så er det jeg indser, hvor let jeg har haft det de sidste mange år. Måske er det bare mig, men jeg synes altså, at det er en meget brat overgang. Fra fast hverdag til ja.. Nok næsten det modsatte. Nu er jeg endda tvunget til selv at overveje, hvilken frokost jeg skal svinge ud af køleskabet, og kan ikke bare smøre den klassiske: kantinens bedste sandwich. Daaaaaamn. Jeg har det godt med forandringer, men jeg skal godt nok lige vænne mig til det. Og så skal jeg til at mærke efter, hvad det virkelig er jeg vil med mit liv. Store ord på sådan en uhøjtidelig lørdag, jeg ved det, men nu tog tankerne lige fat, og jeg håber, at I kan sluge dem.

Er der nogle af jer, der kan genkende noget i min situation?

ALMERIA I TAL

Almería 14

Her kommer som lovet en smule om vores ferie. Det var som sagt en meget afslappende uge, og derfor er det begrænset hvor kulturelle vi har været. Vi var begge lidt triste over, at vi ikke havde lidt længere tid dernede. Her efter vi rejste hjem startede deres årlige festival med tyrefægtning nemlig, og det havde jo været for vildt at opleve. Men her kommet lidt hist-og-pist-fortællinger om vores tur.

200 km var der (cirka) fra Almería i Spanien, hvor vi boede, til Afrika. Af søvejen, selvfølgelig. Jeg ved godt, at jeg ikke har været i Afrika, men nu kan jeg da sige, at jeg har været ret tæt på. He.

19 procent af Europas lande har jeg nu besøgt. Yup, jeg er en freak og har en app på min iPhone, hvor jeg krydser af hver gang jeg har besøgt et land. Det er smart, kan jeg sige jer. 

6 glas sangria indtog jeg i gennemsnit dagligt. Måske endda mere hvis jeg begynder at regne præcist på det. 

4 pools fandt man på hotellets fjerde etage. Lækre, og med udsigt udover havet. 

0,5 sekund tog det mig at springe i armene på min kæreste, når jeg kom til at tænke på, at der var hajer i havet. Jeg har aldrig været så bange for at blive spist. 

3 magasiner og halvanden bog kvælte jeg på turen. ELLE, Costume og VOUGE gav mig mit daglige fix af alt for dyre designerstyles og interviews med alt for velhavende og succesfulde kvinder (Inés de La Fressange blandt andet). Patti Smith's Just Kids og senere Anne Franks Dagbog holdt jeg mig til, når til gengæld trængte til lidt kulturel litteratur, som kunne sætte lidt tanker i gang. 

10 etage boede vi på, og vi havde derfor den smukkeste udsigt udover strand og by, hvor vi kunne holde øje med myldret og nyde den smukke solopgang, hvis vi var tidligt nok oppe. 

1-pladsen indtager La Piemontesa's pizzaer på min pizza-liste, før føj hvor var den pizza ualmindeligt lækker. Og så var omgivelserne virkelig fine, og fra vores bord havde vi udsigt til flammerne i den gamle stenovn, hvor kokken smed pizzaerne ind. Plus den klistrede chokoladekage jeg fik til dessert, som mest af alt mindede om en gang chokolademousse formet som et stykke kage. Klistret, klam og lige mig. 

5 ud af 7 dage lavede vi absolut ingenting udover at nyde hinanden, flade ud ved poolen og at indtage lækker mad og fyldig vin imens mørket faldt på og menneskerne begyndte at myldre på strandpromenaden. Ellers spenderede vi en eftermiddag og en aften i byen, hvor vi gik ture, drak (meget) stærk kaffe, nød kolde fadøl eller drinks og shoppede en smule. 

Det næste land, som bliver krydset af i min app, er Sverige. Næste weekend tager jeg nemlig på forlænget weekend i Göteborg med en håndfuld veninder, og det bliver skønt at catche up, shoppe, gå i byen og bare at grine.

torsdag den 7. august 2014

OP OG NED

Jeg har fulgt mange forskellige blogs længe, så på en måde skulle man jo tro, at jeg var godt rustet til at starte mit eget lille univers. Men men men.. Det er faktisk ret svært. Hvor skal jeg starte? Flere af de blogs jeg læser laver en slags "op og ned"-indlæg, hvor de samler både højdepunkter og nedture fra den sidste uge, måned eller lignende. Her kommer et lidt lignende indlæg fra mig, hvor I kan lære mig lidt bedre at kende. Det er generelt bare ting, oplevelser, følelser mm., som jeg enten knuselsker eller hader som pesten.

OP
- Hvordan sidevisningerne pludselig skød i vejret den anden aften, efter Silles eksponering af bloggen på hendes facebookside. Wauw, det kan altså lige pludselig gå stærkt, når sådan noget sker. Sille står bag bloggen Sillewho, og er en af mine favoritbloggere. Ud af ingenting står jeg pludselig med et antal følgere, som jeg ikke engang kan tælle på to hænder. Whaaat?

- Netflix-serien Orange is the new black. Hvorfor er jeg ikke begyndt på den serie noget før?!

- At min kæreste og jeg netop har bestilt en afbudsrejse til Spanien. Vi flyver onsdag morgen, og føj hvor jeg glæder mig til at komme sydpå! Så skal der dases ved pool og strand, slikkes sol, læses bøger (Just Kids af Patti Smith og Den store Gatsby derefter), gås lange ture langs strandpromenaden og med solnedgangen i nakken. Det er lige hvad jeg trænger til.

- Dip med chips. Altså sådan, når man tager en af de små chips fra posen, og tynger den med så meget dip som overhovedet muligt. Yum.

- Duften og følelsen af fuldstændig nyvasket sengetøj. Min farmor skiftede altid til spritnyt sengetøj da jeg var mindre og kom for at overnatte hos dem. Hun vidste, at jeg elskede det.

- Følelsen af at gøre noget godt for andre.

- Den der vildt intense brand, som kan mærkes i huden, når solen skinner på en og rigtig tager fat. Solbrillerne skal på, og så skal der være en is i hånden - gerne en gammeldags vaffel, eller også den nye vandmelon-is fra Premier Is. Sommer er den bedste tid på året.


NED
- Fedtet hår. Det er virkelig noget af det værste i hele verden. Og bumser. Måske er det fordi jeg spiser alt det dip med chips..

- Den der blanding af at være klodset og uheldig på en gang. Det ender altså aldrig for godt. I mit tilfælde endte en walk'n'talk-date, bare på rulleskøjter (skate'n'talk-date, måske??), med en brækket arm og en meget pylret mig i min kærestes arme. Av. Og i forlængelse af det, så er ventetiden på skadestuen altså oppe på en af de første pladser på hadelisten.

- At føle sig utilstrækkelig.

- At billetterne til Smukfest i Skanderborg var udsolgte, da min veninde og jeg skulle til at købe. Og at jeg bare arbejder de her dage, i stedet for at drikke fadøl og rocke til lækker live-musik. Og at 50 Cent gæstede Smukfest i går, helt uden mig! Hvad sker der forresten for, at det først blev offentliggjort, at han var en del af programmet, EFTER at alle billetterne var solgt? Jeg skulle da nok lige have vidst det lidt før..

Og lige en sidste til UPS'ene: Jeg har ikke mere negativt at sige. Det ser ud til, at jeg er ret positiv i dag.

mandag den 4. august 2014

A NEW BEGINNING


Hej!

Ovenpå utallige tanker og grundige overvejelser om det her med at oprette en blog, er jeg nu sprunget ud i det. Selvom jeg er lidt nervøs og usikker over projektet, så er det blevet til et stort JA fra mig selv, og her kommer det første skud på stammen så. Mest af alt er jeg nok bare spændt på, hvordan det kommer til at gå med det, om jeg kan hamle op med alle de fantastiske og inspirerende blogs jeg selv følger, om jeg kan formå at nedskrive de tanker, jeg gerne vil dele, og mest af alt om jeg overhovedet kan få samlet et publikum, som interesserer sig for mine små skriblerier. Men mon ikke det kan lade sig gøre, hvis jeg virkelig VIL det.

Så her er jeg altså! Mit navn er Simone, og som det står så fint derude til venstre på siden, så er jeg 18 år gammel og lige dimmiteret fra gymnasiet denne sommer. Jeg kommer fra en lille provinsby i Jylland, som trods sin charme ikke er det mest interessante i denne periode af mit liv. Jeg har et enormt stort og stadigt voksende behov for at komme hjemmefra, ud i verden, ja bare væk fra kendte egne og kendte ansigter. Det er sådan set min situation lige nu: at jeg gerne vil ud at opleve og erfare, og stå på mine egne ben. Så er der jo bare lige det der med økonomien, der sætter lidt grænser..

Men her begynder min rejse. Selvfølgelig min udforskning af andre verdensdele og anderledes kulturer end den danske, men ikke mindst bliver der også et stort fokus på mig selv. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Hvordan kommer mit sabbatår til at forløbe, og skal jeg egentlig bare have et enkelt eller bliver det måske til to?

ENOMIS bliver mit personlige fristed, hvor jeg deler mine tanker, væsentlige som uvæsentlige og seriøse som bare skæg og ballade. Hvis I har lyst til at følge med, så skal I være mere end velkomne. Jeg ville desuden elske at høre, om I kan lide mine skriblerier, og i det hele taget jeres reaktioner og tanker om mine ord.

Her på falderebet får i lige en forklaring på bloggens navn. Er der nogle, som har regnet den ud? ENOMIS er mit navn skrevet bagfra. Da jeg var mindre gjorde jeg meget i at skrive mit navn på denne måde, og jeg synes stadig, at det har sin helt egen charme. Udtalen er lidt sjov, og det blev dengang brugt som en slags signatur, jeg kunne gemme mig lidt bag. Lidt anonymt, og så alligevel ikke, for det er jo mit navn - det er jo mig. Bare bagfra, lidt skævt og lidt tilfældigt. Jeg bestemte mig for, at det skulle være bloggens navn, fordi jeg synes det beskriver mig og min situation meget godt.

Det var kort om mig og min situation. Så kom jeg da alligevel på den anden side af det første indlæg.

Billedet er forresten fra min tumblr. Det minder ret meget om mig når jeg læner mig ud af mit eget vindue for enten 1) at nyde regnen, mørket eller bare stilheden, 2) at lytte til og følge med i de forbigåendes samtaler eller (endnu mere spændende) diskussioner, som faktisk ret ofte forekommer selvom byen er af beskeden størrelse, eller 3) at forsøge at køle mig selv ned i den fugtige og lede sommervarme, vi har haft på det sidste, i stedet for at drukne i mit eget sved.

Vi blogges ved, eller hvad siger man?