VOKSENLIV

Som så mange andre begynder jeg nu et helt nyt kapitel af mit liv. Min gymnasietid, de sidste tre år, har været fyldt med fest og farver, utallige byture, nætter med afleveringsskrivning og sociale relationer at møde op til fem ud af ugens syv dage. Selvom jeg som gymnasieelev følte, at det til tider var hårdt, at der var mange beslutninger der skulle tages og meget ansvar placeret på skuldrene, så har det været tre år i trygge og stabile rammer. Selvfølgelig har der været op- og nedture. Jeg har tudet og grædt og bandet over den fandens SRP, det hele har været uoverskueligt og lærerne har været pisse uretfærdige og hamrende irriterende. Ik? Men kun i perioder. Og hvem har ikke det? Det har også været tre år, hvor jeg har udviklet fantastiske venskaber, åbnet mig op for verden og er blevet meget mere bevidst om verden omkring mig og ikke mindst mig selv. Nu, hvor jeg står med et eksamensbevis og ikke ret meget andet i hænderne, kan jeg virkelig se, hvor trygt og godt jeg har haft det i de tre år. 

På samme tid med skolegangens udskiftning med arbejde og SU'ens forsvinden, så ændres mine tanker, ønsker og behov virkelig. Måske mest af alt fordi det først er nu jeg indser, at jeg har hele verden foran mig. Jeg har hele tiden været bundet på en eller anden måde. Først ti år i folkeskolen og herefter direkte ind i gymnasielivet. Hold kæft hvor har det været let. Nu står jeg helt uden noget, kun med lidt begrænset arbejde og alt for meget fritid. Og så er det jo, at man virkelig skal til at mærke efter, hvad det er man brænder for og gerne vil nå, mens man er fri som en fugl.

Mine sociale relationer udsættes også for en prøve. De opløses ikke, men de skal sgu plejes på en anden måde og det kræver tid og vilje. Nu står jeg med en veninde i USA, en i Sydamerika de næste tre måneder, en rejser til Australien som au pair, og sådan kunne jeg blive ved. Hende i USA flytter forresten lige til Tyskland bagefter, jaja, bare fordi hun har lyst. Det er jo sådan noget der rent faktisk er en mulighed nu. 

Her sidder jeg. Jeg ombestemmer mig hver dag. Den ene dag vil jeg rejse til New York, den anden dag vil jeg være coach på en surf- og vandsportsskole nær Cape Town, og den tredje vil jeg bare flytte hjemmefra, have min egen lille oase, og starte et studie så snart jeg ved, hvad jeg gerne vil. Jeg er forvirret, halvglad og meget ubeslutsom. Det er som om, alt hele mit liv lige nu bliver proppet ned i en lille pose og rystet godt og grundigt. Hver dag. Så er det jeg indser, hvor let jeg har haft det de sidste mange år. Måske er det bare mig, men jeg synes altså, at det er en meget brat overgang. Fra fast hverdag til ja.. Nok næsten det modsatte. Nu er jeg endda tvunget til selv at overveje, hvilken frokost jeg skal svinge ud af køleskabet, og kan ikke bare smøre den klassiske: kantinens bedste sandwich. Daaaaaamn. Jeg har det godt med forandringer, men jeg skal godt nok lige vænne mig til det. Og så skal jeg til at mærke efter, hvad det virkelig er jeg vil med mit liv. Store ord på sådan en uhøjtidelig lørdag, jeg ved det, men nu tog tankerne lige fat, og jeg håber, at I kan sluge dem.

Er der nogle af jer, der kan genkende noget i min situation?