A NEW BEGINNING

Hej!

Ovenpå utallige tanker og grundige overvejelser om det her med at oprette en blog, er jeg nu sprunget ud i det. Selvom jeg er lidt nervøs og usikker over projektet, så er det blevet til et stort JA fra mig selv, og her kommer det første skud på stammen så. Mest af alt er jeg nok bare spændt på, hvordan det kommer til at gå med det, om jeg kan hamle op med alle de fantastiske og inspirerende blogs jeg selv følger, om jeg kan formå at nedskrive de tanker, jeg gerne vil dele, og mest af alt om jeg overhovedet kan få samlet et publikum, som interesserer sig for mine små skriblerier. Men mon ikke det kan lade sig gøre, hvis jeg virkelig VIL det.

Så her er jeg altså! Mit navn er Simone, og som det står så fint derude til venstre på siden, så er jeg 18 år gammel og lige dimmiteret fra gymnasiet denne sommer. Jeg kommer fra en lille provinsby i Jylland, som trods sin charme ikke er det mest interessante i denne periode af mit liv. Jeg har et enormt stort og stadigt voksende behov for at komme hjemmefra, ud i verden, ja bare væk fra kendte egne og kendte ansigter. Det er sådan set min situation lige nu: at jeg gerne vil ud at opleve og erfare, og stå på mine egne ben. Så er der jo bare lige det der med økonomien, der sætter lidt grænser..

Men her begynder min rejse. Selvfølgelig min udforskning af andre verdensdele og anderledes kulturer end den danske, men ikke mindst bliver der også et stort fokus på mig selv. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Hvordan kommer mit sabbatår til at forløbe, og skal jeg egentlig bare have et enkelt eller bliver det måske til to?

ENOMIS bliver mit personlige fristed, hvor jeg deler mine tanker, væsentlige som uvæsentlige og seriøse som bare skæg og ballade. Hvis I har lyst til at følge med, så skal I være mere end velkomne. Jeg ville desuden elske at høre, om I kan lide mine skriblerier, og i det hele taget jeres reaktioner og tanker om mine ord.

Her på falderebet får i lige en forklaring på bloggens navn. Er der nogle, som har regnet den ud? ENOMIS er mit navn skrevet bagfra. Da jeg var mindre gjorde jeg meget i at skrive mit navn på denne måde, og jeg synes stadig, at det har sin helt egen charme. Udtalen er lidt sjov, og det blev dengang brugt som en slags signatur, jeg kunne gemme mig lidt bag. Lidt anonymt, og så alligevel ikke, for det er jo mit navn - det er jo mig. Bare bagfra, lidt skævt og lidt tilfældigt. Jeg bestemte mig for, at det skulle være bloggens navn, fordi jeg synes det beskriver mig og min situation meget godt.

Det var kort om mig og min situation. Så kom jeg da alligevel på den anden side af det første indlæg.

Billedet er forresten fra min tumblr. Det minder ret meget om mig når jeg læner mig ud af mit eget vindue for enten 1) at nyde regnen, mørket eller bare stilheden, 2) at lytte til og følge med i de forbigåendes samtaler eller (endnu mere spændende) diskussioner, som faktisk ret ofte forekommer selvom byen er af beskeden størrelse, eller 3) at forsøge at køle mig selv ned i den fugtige og lede sommervarme, vi har haft på det sidste, i stedet for at drukne i mit eget sved.

Vi blogges ved, eller hvad siger man?